Torben Brostrøm:
Var det ikke for en humorens lethed og en sindets frejdighed i fortællerstemmen, ville jeg kalde Redburn for en sort roman. Der er elastik i syn og sanser, i magelighed og tempo, en livslyst gennem bølgedalene og en vidde i verdensbevidstheden, som overflødiggør moralisme og højere magters velsignelse på ruten over dammen.

Klaus Rifbjerg:
Hvert år ved denne tid sender Flemming Chr. Nielsen et Melville-meteor af sted, så den gamle amerikaners stjernebillede kan lyse endnu klarere på den moderne, litterære himmel end før … Det er ganske forførende og forfriskende midt i krimitsunamien at få en roman som »Redburn « i hænderne. Med sin uskyld, sin appetit, sin indsigt og sin begejstring for alt det, man kan tage i hænderne på et skib og bruge til noget, virker den mindst af alt tyngende. Man bliver nemlig selv en gast af det, en litteraturgast og får lyst til endnu en gang at understrege, at finlitteratur (hæsligt ord!) er lige så forpligtet til at være underholdende som al anden kunst, det er værd at beskæftige sige med – også når det drejer sig om det svære artilleri som »Moby-Dick« og en velstøbt musket som Herman Melvilles »Redburn « i Flemming Chr. Nielsen opfindsomme og loyale, ja jeg var næsten ved at sige »kærlige« fordanskning.

Lars Ole Sauerberg:
(Seks stjerner) Beskrivelserne af datidens New York og Liverpool på den tid, da den moderne verden var ved at sætte sig igennem, resulterer i en næsten svimlende perspektiv-oplevelse. Skitserne af forholdene for Atlant-krydsende emigranter uden midler giver indsigter i vilkår, som dagens benplads-brokkende flyrejsende foran underholdningsanlægget i sædet foran næppe kan tro på. … Men ”Redburn” har også en høj aktuel læseværdi, fordi den simpelthen i sig selv er en fascinerende historie, fuld af tjære, stormvejr og eventyrlyst. Det bør naturligvis føjes til, at uden Flemming Chr. Nielsens levende, men alligevel tidstro oversættelse kunne bogen let være blevet en museumsgenstand.