Johs. H. Christensen:
Der er i bogen en smerte, som forplanter sig helt ned i hjerterødderne på læseren, et vemod, som tangerer dødsdrift, en følelse af, at det er forbi. Hvad det ikke burde være for så sprudlende energisk og kreativt et menneske. Sorgen og plagen kan aflæses af bogens sidste billede. På alle de andre er Jesper lystig, pjattet, komisk poserende. På det sidste er han ældet, mærket af dødserfaringen, af livets grumhed og forgængelighed, men ikke udbrændt, langt fra: Han er hærget, ja, men smuk som den forrevne marehalm i en forblæst klit.