Kald mig Ismael. For nogle år siden – det kan være lige meget hvor mange – havde jeg få eller ingen penge i min pung og ikke noget særligt, der optog mig på landjorden. Jeg fik derfor den idé at sejle lidt rundt og se den del af verden, som er vand. På den måde forjager jeg min humørsyge og holder blodomløbet i gang. Når jeg kan mærke, at jeg er ved at få et bistert drag om munden, når det er regnvåd november i min sjæl, når jeg uvilkårligt standser op foran ligkistemagasiner og slutter mig til ethvert ligtog, jeg træffer på, og især når mit tungsind får sådan et tag i mig, at det kræver en stærk moral ikke med fuldt overlæg at gå ud på gaden og systematisk slå hatten af folk – ja, da finder jeg det på høje tid snarest at stikke til søs. Det er nu min erstatning for en pistol og en kugle. Med en filosofisk gestus kaster Cato sig ind i sit sværd; jeg går stille og roligt om bord på et skib. Deri er intet overraskende. Hvis de blot var klar over det, nærer stort set alle på et eller andet tidspunkt omtrent de samme følelser for havet.

Herman Melvilles fjerde roman blev af datidens anmeldere kaldt ”dejlig” og ”henrivende,” men bag den lette overflade buldrer uhyggen, vreden og indignationen.

Romanens unge helt rejser over Atlanterhavet for at besøge Liverpool, hvor hans højtelskede far opholdt sig for næsten et halvt århundrede siden. Med sig har han sin fars gamle rejsehåndbog, og med denne ”Turen går til Liverpool” som vejviser mener han at kunne tackle enhver situation. Men han bliver uhjælpeligt til grin, for vejvisere er verdenslitteraturens mindst pålidelige bøger.

Herman Melville: Redburn
Oversat af Flemming Chr. Nielsen
332 sider, hæftet. Kr. 299,95
ISBN: 978-87-91299-43-8
Er udkommet

Hent pressemeddelelse
Hent forside
Anmeldelser
Find bogen på bog.nu