Kald mig Ismael. For nogle år siden – det kan være lige meget hvor mange – havde jeg få eller ingen penge i min pung og ikke noget særligt, der optog mig på landjorden. Jeg fik derfor den idé at sejle lidt rundt og se den del af verden, som er vand. På den måde forjager jeg min humørsyge og holder blodomløbet i gang. Når jeg kan mærke, at jeg er ved at få et bistert drag om munden, når det er regnvåd november i min sjæl, når jeg uvilkårligt standser op foran ligkistemagasiner og slutter mig til ethvert ligtog, jeg træffer på, og især når mit tungsind får sådan et tag i mig, at det kræver en stærk moral ikke med fuldt overlæg at gå ud på gaden og systematisk slå hatten af folk – ja, da finder jeg det på høje tid snarest at stikke til søs. Det er nu min erstatning for en pistol og en kugle. Med en filosofisk gestus kaster Cato sig ind i sit sværd; jeg går stille og roligt om bord på et skib. Deri er intet overraskende. Hvis de blot var klar over det, nærer stort set alle på et eller andet tidspunkt omtrent de samme følelser for havet.
Bo Tao Michaëlis: (Fem stjerner) Redburns brogede genvordigheder er skrevet med pennen lige i munden, med humor og varme, ironi og den falske naivitet, der dulmer smerte og spleen over at livet er af led og verden er af lave. … Her er den så, den bittersøde, sofistikerede og skæmtsomme odyssé skrevet af USA’s moderne Homer.
Marianne Majgaard Jensen:
En vidunderlig fortælling om Wellingborough Redburn – en ung mand af fin men falleret familie – der stikker til søs med et handelsskib, som sejler mellem New York og Liverpool. Tilsyneladende en eventyrlig og sprudlende røroman, men lige under overfladen beskriver Herman Melville indigneret de kolossale skel mellem rig og fattig. … Forrygende morsomt beskrevet, da vor unge helt forgæves forsøger at finde rundt i Liverpool ved hjælp af sin fars 50 år gamle rejsefører. … Sproget er nutidigt og levende, og Flemming Chr. Nielsens oversættelse er ganske enkelt mesterlig.
Torben Brostrøm:
Var det ikke for en humorens lethed og en sindets frejdighed i fortællerstemmen, ville jeg kalde Redburn for en sort roman. Der er elastik i syn og sanser, i magelighed og tempo, en livslyst gennem bølgedalene og en vidde i verdensbevidstheden, som overflødiggør moralisme og højere magters velsignelse på ruten over dammen.
Klaus Rifbjerg:
Hvert år ved denne tid sender Flemming Chr. Nielsen et Melville-meteor af sted, så den gamle amerikaners stjernebillede kan lyse endnu klarere på den moderne, litterære himmel end før … Det er ganske forførende og forfriskende midt i krimitsunamien at få en roman som »Redburn « i hænderne. Med sin uskyld, sin appetit, sin indsigt og sin begejstring for alt det, man kan tage i hænderne på et skib og bruge til noget, virker den mindst af alt tyngende. Man bliver nemlig selv en gast af det, en litteraturgast og får lyst til endnu en gang at understrege, at finlitteratur (hæsligt ord!) er lige så forpligtet til at være underholdende som al anden kunst, det er værd at beskæftige sige med – også når det drejer sig om det svære artilleri som »Moby-Dick« og en velstøbt musket som Herman Melvilles »Redburn « i Flemming Chr. Nielsen opfindsomme og loyale, ja jeg var næsten ved at sige »kærlige« fordanskning.
Lars Ole Sauerberg: (Seks stjerner) Beskrivelserne af datidens New York og Liverpool på den tid, da den moderne verden var ved at sætte sig igennem, resulterer i en næsten svimlende perspektiv-oplevelse. Skitserne af forholdene for Atlant-krydsende emigranter uden midler giver indsigter i vilkår, som dagens benplads-brokkende flyrejsende foran underholdningsanlægget i sædet foran næppe kan tro på. … Men ”Redburn” har også en høj aktuel læseværdi, fordi den simpelthen i sig selv er en fascinerende historie, fuld af tjære, stormvejr og eventyrlyst. Det bør naturligvis føjes til, at uden Flemming Chr. Nielsens levende, men alligevel tidstro oversættelse kunne bogen let være blevet en museumsgenstand.
Herman Melvilles fjerde roman blev af datidens anmeldere kaldt ”dejlig” og ”henrivende,” men bag den lette overflade buldrer uhyggen, vreden og indignationen.
Romanens unge helt rejser over Atlanterhavet for at besøge Liverpool, hvor hans højtelskede far opholdt sig for næsten et halvt århundrede siden. Med sig har han sin fars gamle rejsehåndbog, og med denne ”Turen går til Liverpool” som vejviser mener han at kunne tackle enhver situation. Men han bliver uhjælpeligt til grin, for vejvisere er verdenslitteraturens mindst pålidelige bøger.
Herman Melville: Redburn
Oversat af Flemming Chr. Nielsen
332 sider, hæftet. Kr. 299,95
ISBN: 978-87-91299-43-8
Er udkommet
Mads Rosendahl Thomsen:
I Flemming Chr. Nielsens oversættelse med god hjælp fra Peter Laugesen til lyrikken har værket fået en fornem introduktion i dansk litterær kultur.
Lars Ole Sauerberg:
Flemming Chr. Nielsen løser på fornem vis det problem, der konfronterer oversætteren af ældre litteratur: på den side bevarelsen af den autentiske tone, der er en funktion af samtidens sprogbrug, og på den anden side moderniseringen, så sproget kan forstås og gouteres af det ny publikum. (seks stjerner)
Herman Melvilles fjerde roman blev af datidens anmeldere kaldt ”dejlig” og ”henrivende,” men bag den lette overflade buldrer uhyggen, vreden og indignationen.
Nyheder som feeds