Du kender det åh så godt. For et halvt år siden læste du en anmeldelse af en ny roman og tænkte “Den skal jeg huske!” Men det kan du selvfølgelig ikke, for siden er der udkommet hundredvis af andre bøger og specielt nu, op imod jul, er det helt uoverskueligt at sortere de gode bøger fra de dårlige.
Men nu giver Forlaget Bindslev dig løsningen med et klik eller to. På websitet bog.nu samler vi alle boganmeldelser fra Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Information, Kristeligt Dagblad, Weekendavisen, Børsen og en række andre medier. Du kan også finde de bedste, aktuelle bogpriser eller sætte en hel ønskeseddel af bøger på din virtuelle reol og hurtigt tjekke, hvor det er billigst at købe hele stakken.
Ole Nyegaard:
Det er en fornøjelse at læse – det hele. (…) Selvfølgelig er dette ikke en Svend Åge Madsen-roman, eller er det? Man kan godt tvivle, for denne lette bog passer godt ind i et af de få danske forfatterskaber i sværvægtsklassen.
Lars Ole Sauerberg:
Flemming Chr. Nielsens samfundssatire starter lidt som Hans Scherfig og udvikler sig dernæst i retning af George Orwells ”1984” – som den på mange måder lægger sig ganske tæt op ad – tilsat en hel del kafkaske træk. … veloplagt, om end lidt forudsigelig, satire over, hvad der sker, når formynderiet rigtig får fat, og tankepolitiet bliver en dominerende samfundsfaktor.
Mette Grith Sørensen:
Bogen er så fortryllende og smuk, at den afgjort skal have en plads her [på listen over årets 10 bedste kogebogsudgivelser], lige som den har det hjemme på min hylde med de foretrukne.
Carsten Güllich-Nørby:
Jeg har aldrig læst så forfriskende, provokerende anderledes nye idéer om vejen til succes gennem medfødte evner, intelligens og uddannelse. Gladwells idéer er enestående.
Poul Høi: Umiddelbart er din bog ét langt argument for at forbedre især uddannelsessystemet, men det er vel ikke givet, at det er skolerne, der skaber succes? Somme tider er det andre omstændigheder, f.eks. krig.
»Krig kan udløse geniet i nogle mennesker, en hel række omstændigheder kan udløse geniet, men vi må som samfund spørge: Hvordan sikrer vi, at det størst mulige antal mennesker får det størst mulige antal muligheder? Svaret her er i langt højere grad uddannelse end krig. USA var netop så overlegen i anden halvdel af det 20. århundrede, fordi USA havde så overlegent et skolesystem, men den øvrige verden har nu indhentet – og måske også overhalet – amerikanerne, og det er først netop nu ved at gå op for dem.« Poul Høi: Jeg har lagt mærke til, at nogle kritikere nærmest bruger det imod dig, at dine bøger er velskrevne, og at du udlægger kompliceret teori simpelt. Du er blevet sammenlignet med en kriminalforfatter…
»Ikke et ondt ord om kriminalromaner. Jeg elsker dem. Men hvis mine bøger har opnået noget, så er det netop at vise hvor bredt, vi kan definere begrebet »en god historie«. En god historie er ikke kun en kriminalhistorie, det kan også være akademisk forskning, og det kan være at finde baggrunden for en idé eller en tendens. Jeg tror, at der ligger en lektion deri for alle, der beskæftiger sig med at tænke og skrive.«
Bo Tao Michaëlis: (Fem stjerner) Redburns brogede genvordigheder er skrevet med pennen lige i munden, med humor og varme, ironi og den falske naivitet, der dulmer smerte og spleen over at livet er af led og verden er af lave. … Her er den så, den bittersøde, sofistikerede og skæmtsomme odyssé skrevet af USA’s moderne Homer.
Dennis Nørmark:
Ligesom i sine forrige bøger, ”Det magiske vendepunkt” (2003) og ”Blink” (2006), kaster Malcolm Gladwell sig over et mærkeligt fænomen i vores sociale virkelighed, som han derefter fyrer op under med fascinerende anekdoter og hård statistik. Resultatet er altid en overraskende ny vinkel på virkeligheden, skrevet med en nærmest krimiagtig spændingskurve og en gennemført pointe.
David Jacobsen Turner:
Når man læser Afvigerne, forstår man [Malcolm Gladwells] stjernestatus. Der er tale om særdeles velskrevet essayistik, hvor Gladwell kompetent kobler journalistiske casehistorier med bemærkelsesværdige statistikker og skarpe samfundsvidenskabelige pointer.
Ove Nørhave: (Fem stjerner) Munterheden (ikke mindst solide doser afvæbnende selvironi) bobler frem over alt … hurtige politisk-religiøse hug blandes med let genkendelige, uhyre velskrevne iagttagelser fra en hverdag, hvor Madsen virker, som om han kæmper sig frem til hvert enkelt værk, distraheret af ikke bare massiv læsning, men også en vis sudoku-narkomani. Eller af udspørgende journalister, der kender endnu mindre til hans værker end de skoleelever, der henvender sig til med spørgsmål. … Som sådan kan “Når man mailer ” mere end rigeligt stille den værste sult efter nyt fra Madsen.
Marianne Majgaard Jensen:
En vidunderlig fortælling om Wellingborough Redburn – en ung mand af fin men falleret familie – der stikker til søs med et handelsskib, som sejler mellem New York og Liverpool. Tilsyneladende en eventyrlig og sprudlende røroman, men lige under overfladen beskriver Herman Melville indigneret de kolossale skel mellem rig og fattig. … Forrygende morsomt beskrevet, da vor unge helt forgæves forsøger at finde rundt i Liverpool ved hjælp af sin fars 50 år gamle rejsefører. … Sproget er nutidigt og levende, og Flemming Chr. Nielsens oversættelse er ganske enkelt mesterlig.
Lars Handesten:
Et glimrende indblik i, hvad læsehesten Madsen er i gang med, hvad han kan lide og ikke lide, og hvad der har og har haft betydning for ham som forfatter … en åben læser, der bliver inspireret af vidt forskellige forfatterskaber … At Madsen kan henfalde til barnagtige vitser, fremgår af følgende bredside til de kristne: “Selvfølgelig er de kristne anderledes. De er da betydelig værre end os almindelige mennesker. Bare det at de skal have lovning på et evigt liv for at opføre sig nogenlunde ordentlig, hvad de fleste af os andre klarer uden så meget som løftet om en soft ice.”
Torben Brostrøm:
Var det ikke for en humorens lethed og en sindets frejdighed i fortællerstemmen, ville jeg kalde Redburn for en sort roman. Der er elastik i syn og sanser, i magelighed og tempo, en livslyst gennem bølgedalene og en vidde i verdensbevidstheden, som overflødiggør moralisme og højere magters velsignelse på ruten over dammen.
Carsten Güllich-Nørby:
Det lune smil, kronet af diskrete latterbrøl, forlader mig kun sjældent … Velgørende, bidsk, satirisk, forløsende, humoristisk og tankevækkende menneskeklog. … Så let og svært er det at skrive som en stor forfatter.
Klaus Rifbjerg:
Hvert år ved denne tid sender Flemming Chr. Nielsen et Melville-meteor af sted, så den gamle amerikaners stjernebillede kan lyse endnu klarere på den moderne, litterære himmel end før … Det er ganske forførende og forfriskende midt i krimitsunamien at få en roman som »Redburn « i hænderne. Med sin uskyld, sin appetit, sin indsigt og sin begejstring for alt det, man kan tage i hænderne på et skib og bruge til noget, virker den mindst af alt tyngende. Man bliver nemlig selv en gast af det, en litteraturgast og får lyst til endnu en gang at understrege, at finlitteratur (hæsligt ord!) er lige så forpligtet til at være underholdende som al anden kunst, det er værd at beskæftige sige med – også når det drejer sig om det svære artilleri som »Moby-Dick« og en velstøbt musket som Herman Melvilles »Redburn « i Flemming Chr. Nielsen opfindsomme og loyale, ja jeg var næsten ved at sige »kærlige« fordanskning.
Lars Ole Sauerberg: (Seks stjerner) Beskrivelserne af datidens New York og Liverpool på den tid, da den moderne verden var ved at sætte sig igennem, resulterer i en næsten svimlende perspektiv-oplevelse. Skitserne af forholdene for Atlant-krydsende emigranter uden midler giver indsigter i vilkår, som dagens benplads-brokkende flyrejsende foran underholdningsanlægget i sædet foran næppe kan tro på. … Men ”Redburn” har også en høj aktuel læseværdi, fordi den simpelthen i sig selv er en fascinerende historie, fuld af tjære, stormvejr og eventyrlyst. Det bør naturligvis føjes til, at uden Flemming Chr. Nielsens levende, men alligevel tidstro oversættelse kunne bogen let være blevet en museumsgenstand.
Frederik Stjernfelt:
Mailgenren går direkte til flæsket og kommer tæt på dagbog eller bevidsthedsstrøm, ja måske endnu tættere … Et talent hos Madsen , jeg ikke havde tænkt på før, er one-lineren og aforismen. Nogle af dem er næsten voltaireske i elegance … i bogens løb summer tingene sig op, og den ender med at levere et facetteret og tankevækkende og indimellem rørende billede af Svend Åge Madsen, den mærkelige mand.
Søren Vinterberg:
Ophavet til så mægtige romanværker som ‘Tugt og utugt i mellemtiden’, ‘At fortælle menneskene’ og ‘Syv aldres galskab’ bevarer sit sproglige åndsnærvær … Når Madsen glor huller i luften, kommer der historier ud af det.
Forfatteren og oversætteren Flemming Chr. Nielsen, der er aktuel med den satiriske roman Dyrets tal, var idag gæst i P1 – Krause på tværs. Hør programmet om bogen og Dansk Folkeparti her.
Helle Broberg Nielsen:
Den svenske journalist Jesper Huor har formået at holde sin vrede i stramme tømmer og skriver både skarpt og journalistisk om, hvad det var, der fik den fremmede mand, der kun kort var hans far, til i 1977 at forlade sin lille familie i Europa for at lægge sin skæbne over til den mest perverterede og blodbesudlede bonderevolution, verden endnu har set. … Det er aldeles fremragende historiskrivning.
Henrik Gade Jensen:
(Seks stjerner) Et virkeligt drama fra første til sidste side … et formidabelt bidrag til det 20. århundredes mareridtsagtige historie.
Lars Sandbeck:
Møllehave ved stort set noget om alt, hvad man kan tale om, og som læser får man virkelig serveret mange oplysninger om mangt og meget. Især kan man blive klog på den danske salmetradition og på dansk kirkekunst.
Henriette Bacher Lind:
Jeg ville have forsvoret, at man kunne lave en feelgood-bog om Den danske Folkekirke i disse år (…) Men det er faktisk lykkedes.
Søren Vinterberg:
Lystige viser i mol. … Vemodets tonart forklares af titlen, det store bogstav i sidste ord: Lykke , eller Nielsen som Jesper Klein konsekvent omtaler hende, døde for godt et år siden efter deres 37 års samliv. Og selv om Klein er konsekvent usentimental, også i skildringen af hendes sidste, meget svære år med kræft og fejlbehandling af andre sygdomsangreb, farver savnet hans livsperspektiv og forstærker en ensomhed, som hans blufærdighed måske altid har medført.
Jakob Steen Olsen:
Ny bog med Jesper Klein fanger essensen af den populære entertainers dobbelttydige væsen. En fin gennemgang af hans vidt forgrenede karriere og en bevægende, ligefrem skildring af hustruens svære sygdom og tiden alene.
Johs. H. Christensen:
Der er i bogen en smerte, som forplanter sig helt ned i hjerterødderne på læseren, et vemod, som tangerer dødsdrift, en følelse af, at det er forbi. Hvad det ikke burde være for så sprudlende energisk og kreativt et menneske. Sorgen og plagen kan aflæses af bogens sidste billede. På alle de andre er Jesper lystig, pjattet, komisk poserende. På det sidste er han ældet, mærket af dødserfaringen, af livets grumhed og forgængelighed, men ikke udbrændt, langt fra: Han er hærget, ja, men smuk som den forrevne marehalm i en forblæst klit.
Marianne Majgaard Jensen:
En meget læseværdig bog, skrevet i et særdeles smukt sprog. … som genre kan jeg kun sammenligne den med Stephen Kings “Om at skrive.”
Mads Rosendahl Thomsen:
I Flemming Chr. Nielsens oversættelse med god hjælp fra Peter Laugesen til lyrikken har værket fået en fornem introduktion i dansk litterær kultur.
Lars Ole Sauerberg:
Flemming Chr. Nielsen løser på fornem vis det problem, der konfronterer oversætteren af ældre litteratur: på den side bevarelsen af den autentiske tone, der er en funktion af samtidens sprogbrug, og på den anden side moderniseringen, så sproget kan forstås og gouteres af det ny publikum. (seks stjerner)
Klaus Rifbjerg:
På denne tid hvert år glimter et lys på den litterære himmel, og det er, når Flemming Chr. Nielsen udgiver en ny oversættelse af Herman Melville
Torben Brostrøm:
Flemming Christian Nielsen føjer med Mardi endnu en bedrift til gengivelsen af Melvilles forbløffende romaner. … Det ene hæslige regime og dogmatiske klassesamfund efter det andet styres af religiøs ortodoksi, forlorent demokrati, diktatur eller klam humanisme, fejret med velkomstfester, druknet i en overflod af vin, frugt og mad, vold og sær kyskhed, hekseri og blændværk. En allegorisk samfundskritik udtryk af en moderne Sindbad Søfarer i episode efter episode … kort sagt en hvid litterær hval, som det ikke er let at sætte harpunen i, men som sejler derudad i oceaniske bølger uden konklusion og uden viden om beretterens videre skæbne.
Karsten Sand Iversen:
Jeg skal overlade det til en uvildigere eftertid at bedømme om Anne Marie Bjerg nogen sinde har været en større mester i det danske end de forfattere hun i tre årtier med stor sikkerhed har begavet danske læsere med. Udelukkes kan det ikke. I mellemtiden tør jeg uforbeholdent anbefale dette lange essay om faget, dets fælder og dets lykke. Det er en erfaren udøver af det muliges kunst der taler, hun er altid konkret og anskuelig. Denne bog kan faktisk bruges af fagfæller, og den kan bidrage væsentligt til en bredere forståelse for den særlige litteraturform som en oversættelse er. Det er ikke så lidt.
Thomas Harder:
Elegant lille essaysamling om oversættelse, oversættere, forfattere, sprog og identitet med udgangspunkt i Anne Marie Bjergs egne erfaringer som oversætter og hendes oplevelser som indvandrer i Sverige i 1970’erne. Bogen er fuld af fine iagttagelser, ikke mindst af oversætterens – eller blot den fremmedsprogstalendes – vanskeligheder ved at opfatte og formidle alle de underforståede betydninger, som gemmer sig i tilsyneladende helt banale ord og udtryk.
Museumsinspektør John V. Jensen:
Indlevende og godt fortalt … veloplagt og velskrevet … oven i handlingen får vi nogle herlige skæve vinkler på Kierkegaard-fortællingens sædvanlige helt Søren, fordi det for en gangs skyld ikke handler om ham … Det har været nødvendigt mange steder i bogen at krydse grænsen mellem historisk sandhed og digt, men når det sker, er det på en sober og gennemsigtig måde … Bogens sprog er friskt, og der er ikke meget akademisk støv at finde på det. Den er opbygget som en kriminalroman, hvor kapitlerne afklarer det ene spørgsmål for derefter at stille det næste, som læseren så også lige bliver nødt til at få besvaret, og spændingen holdes i kog … vil for fremtiden ikke være til at komme uden om, hvis man vil vide noget om Kierkegaard-familiens skumpelskud (udskud), som forfatteren kalder ham.
Du siger i Blink, at en stor del af den måde vi behandler hinanden på, inklusive de fordomme, vi har, styres uden for vores bevidsthed. Og det bryder du dig ikke om. Hvorfor bliver du frustreret over det?
Det tror jeg vi alle gør. Vi kan godt lide at tænke, at vi har kontrol over os selv og er bevidste om undeholdet af vores tanker. Men det er vi simpelthen ikke. Og for sådan en som mig, der er et produkt af det 20. århundredes uddannelsessystem, er det hårdt at acceptere. Hvorfor og hvordan er vi ikke bevidste?
Fordi så mange af vores handlinger og tanker er under ubevidst kontrol. Det ubevidste er den største og mest magtfulde del af den computer, vores hjerne er. Hvis vi skulle udføre alt bevidst, ville vi ikke være i stand til at gå ned ad gaden.
Klaus Rifbjerg:
Man kan undre sig over, at Hollywood ikke allerede har haft fat i bogen, men måske også i sit stille sind glæde sig, for så var der sikkert kun blevet røverhistorien tilbage og den bidske og barske morale ladt i stikken.
Niels Brunse:
… bag satiren og entertainertempoet mærker en moderne læser den nærmest eksistentialistiske skepsis over for menneskelivet, der peger ud over Melvilles egen tid og dens læserkrav.
Lars Ole Sauerberg:
Melvilles roman er en røverhistorie, men er også et bittert opgør med et Amerika, der syntes at udvikle sig i retning af forlorenhed, hykleri og småborgerlighed. Portrættet af den Biedermeier-agtige Franklin i Paris får alle helteforestillinger om manden til at krakelere.
Torben Brostrøm:
Det er strålende og koloristisk underholdning med dybe klange af kulturens barbariske stormklokker og uhyggeligt nok ikke uden aktualitet. … Det er frygtelig morsomt fortalt, ikke gjort bedre i modernismen. … Melville hører til de rige fortælleres veltalendes selskab. Han er uudtømmelig i stærkt sansede landskabsbeskrivelser, i personportrætter, der detaljeres i lange analytiske variationsophobninger.
Hans Fl. Kragh:
Melville leger næsten postmodernistisk med fortællerrollen. Der er mange dialoger og henvisninger til alskens litteratur, og her hjælper Flemming Chr. Nielsens meget lærde (sagt uden ironi) noteapparat. Romanen er en grum fornøjelse, som bekræfter vores indre misantrop. Tak til forlaget og oversætteren.
Bo Tao Michaëlis:
Læser, stig om bord på Melvilles gode skib ‘Fidèle’. Men husk, det er aprilsnar, og skibet gynger med tricks og taskenspil, skæv filosofi og snoet ideologi, så det er godt at være søstærk på dækket.
Michael Jannerup Andersen:
Bondefangeren er en moderne roman, der er forud for sin tid. Den giver et nådesløst, men humoristisk billede af idealernes fald, og er i den henseende stadig aktuel når den parodierer urtekunstneren, der sælger natur på flasker og beskylder medicinalindustrien for rovdrift, mens han selv kun er ude på at tjene en ekstra skilling. (5 stjerner)
Torben Brostrøm:
Forrygende oversættelse af forrygende roman … en overvældende demonstration af falske overbevisninger, relative holdninger og labile meninger, den sande ærligheds fallit og mådeholdets uheldsvangre virkninger.
Mikkel Bruun Zangenberg:
Romanens intention og ide – herunder rammefortællingen – virker dybt sympatisk og som et meget godt udgangspunkt for en heftig social anatomi af vores lille andedams opbud af på skift nuttede og intetsigende nuller i midttrediverne og midtbyen.
Bent Vinn Nielsen:
Melville var ikke nogen ven af det smagfulde, men det er litteraturen heller ikke. Så trods de romantekniske besynderligheder, bør man unde sig selv at kaste sig durk ud i flertydighederne og følge Pierres skæbne til den bitre ende. Og hvis der er retfærdighed til, får Flemming Chr. Nielsen en pris for sin kæmpeindsats. En stor én!
Anders Jerichow:
Noam Chomsky skyr ingen ord og knapt nogen grænser i sin kritik af USA’s udenrigspolitik. Den er ifølge sprogforskeren hyklerisk, dobbeltmoralsk og nærmest konsekvent på diverse undertrykkelsers side.
Bo Bjørnvig:
Noam Chomsky læser Vestens historie som fanden læser Bibelen. Og det er ikke uinteressant, for han har helt givet fat i noget – og tiden er inde til at få disse skeletter ud af skabet.
Bent Blüdnikow:
Den amerikanske sprog-forsker Noam Chomsky har i årevis bagtalt og kritiseret det amerikanske samfund. Det er en sund demokratisk tradition.
John Pedersen:
Romanen leverer et gribende billede af et menneske i sine drømmes vold. … I sin mangetydige holdning og udformning er den dybt fascinerende. … Når det lykkes at bringe romanen frelst i land på dansk, skyldes det i høj grad Flemming Chr. Nielsens fremragende arbejde med at skabe en adækvat dansk sprogdragt. For uden den ville det være vanskeligt at forlige sig med romanens forunderlige begivenheder.
Bjørn Bredal:
Hvor forunderligt, at denne Pierre pludselig står her og banker på i den oversatte danske litteratur. Et mærkeligt mesterværk om en amerikansk Hamlet, som nu med 150 års forsinkelse er blevet oversat af Flemming Chr. Nielsen og introduceret af ham og Ib Michael. Tak skal de have. … Fantastisk, at så værdifuldt et stykke vraggods pludselig er skyllet op på de danske kyster.
Klaus Rifbjerg:
Der sker underlige ting i litteraturhistoriens løb, og en næsten uafvendelig effekt er genkomsten af værker, som i sin tid blev lidenskabeligt afvist, men nu fremtræder som enestående, forud for alting i æstetisk, filosofisk og poetisk dybde. Et sådant værk er Herman Melville’s Pierre.
Erik Svendsen:
Læseren bliver svimmel, benene vakler og hjernen er ikke helt med på, hvad der er sket efter en tur i Svend Åge Madsens uforlignelige fortællemaskine… Vores egen litterære Indiana Jones er en magiker af Guds nåde.
Lars Bukdahl:
Madsen fortæller om kap med både religionens og verdenshistoriens onde determinismer, og jeg er ikke sikker på andet end, at det er ham, der vinder i længden.
Ulrik Høy:
Hans budskab er klart, uden omsvøb og det foreløbig mest velargumenterede blandt krigsmodstandere. (…) Målt på Ritter-skalaen er USA tyndt klædt på, bedragerisk tyndt.
Anders Jerichow:
Hvis Ritter har ret, vil Saddam Hussein nu vise FN, at Irak ikke har flere masseødelæggelsesvåben tilbage, så sanktionerne kan ophæves, og irakerne derefter kan få det så godt, at de får kræfter til at vælte Saddam Hussein, frem for at Scott Ritter påny skal trække i uniform. Det hænger ikke helt sammen, men bogen sælger fabelagtigt i land efter land.
Bent Blüdnikow:
Scott Ritter er en stemme i den demokratiske debat, der er værd at lytte til, og hans viden om Iraks våbenpotentiale er betydelig. (…) Ritters adfærd rejser mange spørgsmål, men for den vestlige verden er det altid sundt, at uenige stemmer kan ytre sig.
Ivan Rod: (5 stjerner) Noam Chomsky indkredser med chokerende klarhed terrorens årsag og virkning i sin uafrystelige analyse af USA og verden. Bogen er skabt af et menneske med udsyn.
Anders Jerichow:
Chomsky anfægter med betydelig ret USA’s valg af allierede og kritiserer supermagten for gusten magtanvendelse. Han hudfletter USA’s egen sårbarhed og oprøres over den samtidige amerikanske ufølsomhed over for civile ofre i »krigen« mod terrorisme.
Bo Bjørnvig:
Problemet med Chomsky er, at han indtager så rent et standpunkt, at alle kommer under anklage. Med god ret: når vi nu er kommet over lettelsen over, at kommunismen tabte, så vil artige ting om USA komme frem.
Bent Blüdnikow:
I Noam Chomskys anklager mod de vestlige lande, er der selvfølgelig en kerne af sandhed. De vestlige lande har udnyttet deres magtpositioner, og den amerikanske nation har til tider allieret sig med despotiske regimer og set gennem fingre med undertrykkelse, når det passede politisk i dets kram.
Du kender det åh så godt. For et halvt år siden læste du en anmeldelse af en ny roman og tænkte “Den skal jeg huske!” Men det kan du selvfølgelig ikke, for siden er der udkommet hundredvis af andre bøger og specielt nu, op imod jul, er det helt uoverskueligt at sortere de gode bøger fra de dårlige.
Poul Høi: Umiddelbart er din bog ét langt argument for at forbedre især uddannelsessystemet, men det er vel ikke givet, at det er skolerne, der skaber succes? Somme tider er det andre omstændigheder, f.eks. krig.
Nyheder som feeds